Regler for optagelse på Samojedhundeklubbens hvalpeliste.
-
Opdrætteren skal være fuldgyldigt medlem af Samojedhundeklubben. Er der flere ejere af et kennelnavn eller står flere som opdrætter/ejere, skal alle være medlem af Samojedhundeklubben.
-
Begge forældredyr skal opfylde DKK’s avlsrestriktioner med henblik på krav for øjenlysning og præmiering.
-
Tæven skal på parringstidspunktet være minimum 20 måneder gammel.
-
HD-status for begge forældredyr skal fremgå og må ikke være dårligere end B.
-
HD-index for begge forældredyr skal fremgå og må på parringstidspunktet ikke være ældre end 3 måneder. Det påhviler opdrætteren selv at indhente index-tal ved henvendelse til DKK. Det anbefales at HD-index for begge hunde til sammen minimum er 200**
-
Ved parring med udenlandsk hanhund skal denne have HD-status A eller B (Eller hvad der af DKK sidestilles med dette). HD-status og HD-index på tæven skal fremgå som nævnt ovenfor. Det anbefales at tævens HD-index er minimum 100**
-
Ved optagelse på hvalpelisten kræves det at opdrætteren indmelder alle nye hvalpekøber i samojedhundeklubben, senest 1 måned efter den enkelte hvalp er solgt. Såfremt klubben ikke modtager indmeldelser vil opdrætteren blive faktureret kr. 200,- pr hvalp i kuldet.
-
Bestyrelsen forbeholder sig ret til at fjerne parringer/kuld fra listen, indtil evt. restance fra manglende indmeldelse af hvalpekøber fra tidligere kuld hos samme opdrætter, er betalt.
-
Når hvalpene er 9 uger slettes kuldet automatisk fra listen.
-
Herefter kan optagelse forlænges med EN måned af gangen, indtil hvalpene er syv måneder gammel. Herefter kan hvalpen/hunden overflyttes til voksne hunde.
-
Det skal straks meddeles Samojedhundeklubben når alle hvalpene er solgt.
** Ultrakort Information om HD-index
Index'et fortæller, hvordan hunden står genetisk og dermed i avlsmæssig henseende med hensyn til HD-egenskaber i forhold til gennemsnittet i racen. Index'et er en prognose for, om hunden vil lave hvalpe bedre end eller dårligere end racens gennemsnit.
Racens gennemsnit defineres som index 100 - hunde med index-tal over 100 vil forbedre racens samlede HD-forekomst, hunde med index-tal under 100 vil forværre forekomsten (med den sikkerhed index'et og dermed prognosen nu har).
For den enkelte race ligger gennemsnittet og dermed index 100 ikke samme sted hele tiden. I princippet ændres gennemsnittet for racen, hver eneste gang et nyt HD-resultat bliver registreret
Mere information vedr. HD-index se DKK’s hjemmeside www.dansk-kennel-klub.dk under menu: Avl & opdræt. Hvad er HD-Index.
Forkortelser:
DKK = Dansk Kennel Klub
HD = Hofte Dysplasi
Ovenstående regler er revideret og godkendt af bestyrelsen d. 21/10-09 og er gældende fra d. 01/11-09.